En eksamenskarakter er ikke en stopklods, men en byggeklods

I en tid hvor mange unge bukker under for politikernes ubønhørlige krav om at komme hurtigst muligt gennem en længerevarende uddannelse, er det værd at minde dig selv om, at din eksamenskarakter blot er et øjebliksbillede. Et billede af hvad du kunne på lige præcis dét tidspunkt eksamen fandt sted. I morgen er din karakter historie, og andre eksaminander vil allerede have fået den samme karakter eller bedre.

Bevares, det er ikke fordi det er ligegyldigt om du får den ene eller den anden karakter. Det kan have stor betydning for, om du kommer ind på drømmestudiet. Pointen er, at livet går videre, uanset din eksamenskarakter, og at den karakter, der for alvor vil drive dig fremad her i livet, er din personkarakter.

Er du tro mod dine livsværdier og forsøger du at være et godt og anstændigt menneske? Får du nok søvn, spiser du rigtigt og dyrker du regelmæssigt motion? Arbejder du seriøst og målrettet med dit studie og dit job? Kan du svare ja til de fleste af disse spørgsmål, vil du over tid komme længere, end de, der fik en højere eksamenskarakter end dig, men som ikke kan svare ja til lige så mange af disse spørgsmål som dig.

Det vil du fordi du har gode menneskelige egenskaber, fordi du passer på dig selv og fordi du arbejder hårdt. Det betyder at du har et stærkt netværk, at du har et overskud af energi og et stærkt drive. Det betyder at du har en stærk personkarakter. Og dét, mere end eksamenskarakterer, er hvad arbejdsgivere spørger til.

Arbejdsgiverne ved nemlig godt, at din eksamenskarakter er et øjebliksbillede, og at det er din personkarakter der betyder noget. De ved også, at med en god personkarakter, har du for længst lagt din eksamen bag dig, og bygget på din kunnen. Og de ved, at med en god personkarakter, vil du blive ved med at bygge på.

Realiser dine bedste idéer

Dette er et forsøg med “Udvalgt billede” til artiklen. Det udvalgte billede, er billedet, som ligger over artiklen. Hvordan fungerer det i pc-version, henholdsvis på mobil?

Dit valg af kaffe afhænger af skrifttypen

Kristeligt Dagblad bragte i februar en spændende artikel om skrifttyper. Yderst relevant for en kommunikationsstuderende som mig – og overraskende interessant i al almindelighed. Men det giver næsten sig selv. Vi kan skrive det samme, med forskellige skrifttyper og få vidt forskellige budskaber frem. Objektivt set burde det ikke gøre en forskel, hvilken skrifttype vi vælger. Men det gør det.

Vidste du, at smagen af dit slik, og dit valg af kaffe, kan påvirkes af skrifttypen på emballage? Det og meget mere kan du læse mere om i Kristeligt Dagblads fremragende artikel.

Ordene vi skriver, er vores verbale kommunikation, mens skrifttypen er vores vokale kommunikation. Skrifttypen definerer blandt andet vores tonefald, lydstyrke og betoning. Og den sender et signal om, hvem vi er og hvordan vi gerne vil opfattes. Eksempelvis vil det, uanset hvor god en opgave jeg ender med at skrive, påvirke min karakter negativt, hvis jeg afleverer 8 A4-sider skrevet med Comic Sans. At vælge den rigtige skrifttype, er derfor lige så vigtigt, som at vælge de rette ord, billeder, tabeller etc. når vi kommunikerer på skrift.

Mentalt stærk på to minutter

Vi kender alle følelsen af usikkerhed. Og vi ved alle, hvor uvelkommen den er. Og at den er særligt uvelkommen, når vi er sammen med andre mennesker. Vi er bevidste om, at det er en uvelkommen følelse. Hvad vi er mindre bevidste om, er, hvordan vi reagerer på vores usikkerhed. Hvad vi gør for at stive os selv af, for at skjule vores usikkerhed overfor dem, vi er sammen med. Men så længe vi ikke er bevidste om vores reaktioner, vil vores kropssprog afsløre os.

Hidtil har jeg opereret med et arsenal af retoriske kunstgreb, der kunne bringe mig hurtigt igennem en situation jeg følte mig usikker i. En kvik bemærkning, en overfladisk gennemgang af et emne og en afrunding, der lukkede for spørgsmål. På den måde har jeg forsøgt at kontrollere situationen. Men jeg har været blind overfor, at jeg kommunikerer på langt flere planer, end det plan, hvor jeg kan høre mig selv tale. Jeg har kun set situationen fra mit eget synsfelt, og ikke fra tilhørernes. Jeg har derfor ikke set hvordan mit kropssprog afslører min usikkerhed. Jeg har ikke været bevidst om det.

I denne TED Talk fortæller Amy Cuddy på levende og inspirerende vis om betydningen af kropssprog. Om hvordan kropssproget afslører hvem vi er, og hvordan vi har det i en given situation. Og om hvordan vi, med blot få minutters træning, kan ændre andres opfattelse af os – og vores egen opfattelse af os selv. Hvordan vi kan gå fra at være usikre, til at ose af overskud og tro på egne evner.

Men det kræver en bevidsthed om en selv og ens kropssprog. Så den kommende tid er det frem med det store spejl og et videokamera, så jeg kan se mig selv udefra. Totalt grænseoverskridende. Og angstprovokerende. Usikkerhedsfremkaldende, med andre ord. Og det er netop den usikkerhed der skal bekæmpes. Så kom med det, krop, så jeg kan kanøfle usikkerheden, og blive stærkere og mere fri til at forme min fremtid.

Hvordan to minutter kan ændre dit liv

I denne TED Talk fortæller Amy Cuddy på levende og inspirerende vis om betydningen af vores kropssprog. Om hvordan kropssproget afslører hvem vi er, og hvordan vi har det i en given situation. Og om hvordan vi, med blot få minutters træning, kan ændre andres opfattelse af os – og vores egen opfattelse af os selv. Hvordan vi kan gå fra at være usikre, til at ose af overskud og tro på egne evner.