Brøndby IF

Brøndby IF og jeg har fulgtes ad i mange år. Fra europæiske triumfer i 80’erne og 90’erne, over nationale triumfer i 00’erne til nedsmeltning og dans med undergangen i 10’erne. Og nu følges vi ad på rejsen tilbage mod triumferne, tilbage mod sejre bygget på værdier som fællesskab og sammenhold, social ansvarlighed og inklusion – og på store ambitioner og viljen til at vinde.

Så meget tror jeg på klubben og disse værdier, at jeg i mange år arbejdede som frivillig i Brøndby IF og Brøndby Support. Tusindevis af timer blev omsat til utallige idéoplæg, artikler, nyhedsopdateringer, pressemeddelelser og løbesedler. Dertil kom deltagelse i en håndfuld projekter som ansvarlig og medansvarlig.

Sydsiden folder sig ud som optakt til et derby på Brøndby Stadion.

Og selvom jeg i dag blot følger klubben fra min faste plads på langsiden, fyldes jeg stadig med glæde og stolthed, når jeg ser klubben og fansene triumfere, hvad enten det er på banen eller tribunerne. En glæde og stolthed der selvfølgelig kun vokser, når triumferne udspringer af noget, jeg selv har været med til at forme og skabe.

Under næste billede er en kort introduktion til noget af det, jeg har arbejdet med gennem årene.

Et fyldt og forventningsfuldt Brøndby Stadion byder spillerne velkommen til derbyet mod FCK, efteråret 2016.

Frivillig i Brøndby Support og aktiv Brøndbyfan, 1996–

    • Projektkoordinator på opbygningen af flere fan-relaterede hjemmesider, forfatter af grundlæggende indhold og af løbende nyhedsopdateringer, 1997-2010.
    • Initiativtager til og medansvarlig for Brøndby Tifo, der forener fans og fangruppers kræfter i et målrettet arbejde for at øge opbakningen til Brøndby IF, 2002-2008.
    • Medansansvarlig for en mere professionel og proaktiv kommunikationsstrategi til Brøndby Support. Herunder også en strategi for mere og bedre samarbejde med omverdenen, 2008-2010.
    • Skribent for forskellige Brøndbymedier som hjemmesider, medlemsblade og fan-magasiner, kampprogram og klubavis, pressemeddelelser og løbesedler, 1996-2010.

Udover de større projekter og gennemgående temaer beskrevet ovenfor, har jeg deltaget i bestyrelsesarbejde, møder mellem klub og fans, givet feedback på andres idéer og projekter – og selvfølgelig overværet et hav af kampe, ude som hjemme.

25.000 entusiastiske Brøndbyfans tænder den indre flamme, og lader den brænde.

Og dybt inde i mig brænder stadig en lille flamme. En lille flamme, der venter på at jeg åbner et vindue til den, og lader den blusse op. For i et dokument på computeren, og på talrige papirlapper i skuffen, ligger stadig et væld af nye tanker og idéer gemt. Tanker og idéer om et endnu stærkere fællesskab, bygget af endnu flere og endnu mere målrettede frivillige.