#freefridays

Har du brug for … … …, så send mig en mail.

#freefridays er inspireret af en TED Talk med Aaron James Draplin. Han driver Draplin Design Company, en pæn succeshistorie og hans arbejde koster på den gode side af 100$ i timen. Medmindre det er en god ven eller en værdig sag. Så hjælper han dem, med det han kan bedre end de fleste, uden at penge er et tema. Og det mener han beriger hans liv på så mange måder, at han har indført #freefridays.

Det går i korte træk ud på, at tilbyde det, man kan, til nogle der har brug for det – og at udføre det gratis. Det kan være den lokale spejdertrup har brug for en hjemmeside, eller en jobsøgende har brug for et godt profilfoto eller noget helt tredje. Har man evnerne og viljen til at hjælpe dem, kan det berige ens liv på måder penge ikke kan. Dét er lige op ad min gade, så det er en idé jeg vil arbejde videre med i den kommende tid.

Jeg kan helt sikkert noget med tekst, som mange kan få en fordel af at benytte sig af. Det være sig tekstforfatning som korrekturlæsning. Det kunne være en artikel til en lokalavis. Der er masser af lokale initiativer, der fortjener omtale, og masser af lokale aviser, der ikke har råd til at skrive omtalen. Det kunne være en hjemmeside, der tager sig sjusket ud, fordi sproget halter – eller som helt mangler indhold. Det kunne være en iværksætter som ikke kan omsætte sin idé til ord. Der er masser af muligheder. Det gælder som i så mange andre henseender, om at skabe forbindelsen mellem den, der har behovet, og den, der kan opfylde det.

For mig ligger værdien i at bidrage til at flytte et andet menneske eller en gruppe af mennesker fremad. Den ligger i at se en idé eller et projekt få vinger med min hjælp. Og den ligger i at jeg omsætter min teoretiske viden fra skolebænken til praksis. Jeg bliver en bedre kommunikator, og jeg gør det med udgangspunkt i nogle af mine livsværdier – at udvikle mig, og at give og hjælpe andre.

Hør Aron James Draplin forklare hans idé med #freefridays: